Dansk | English

Historie & Praktik

MUSEUMSBYGNINGENS HISTORIE
Museumsbygningen blev opført i 1915-20 af arkitekterne Einar Madvig og Poul Methling. Fra begyndelsen og frem til 1932 husede den klassiske udstillingsbygning generalkonsul Johan Hansens samling af mere end 2.500 malerier fra 1800-tallet. Fra 1932-34 blev samlingen solgt over 13 auktioner med hver deres katalog hos Winkel & Magnussen. Museumsbygningen har siden været anneks for Statens Museum for Kunst, der blandt andet i 1960erne anvendte den til Kobberstiksamlingen, da der blev bygget om i Sølvgade. Fra 1997 til 2006 afholdtes auktioner og udstillinger i Museumsbygningen Kunstauktioner A/S regi, indtil Lauritz.com fra 2006-2008 drev kunsthal. Fra 2013 anvendes et af Københavns ældste, smukkeste og mest intime udstillingsrum igen til udstillinger: Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel viser og sælger kunst af danske og udenlandske kunstnere med noget på hjerte.

PRAKTIK
Museumsbygningen består af 500 m2 udstillingsbygning med ovenlys. I hele bygningen er der paneler fra gulv og ca. 80 cm. op. Der er ca. 4 m. til loftet. Væggene er træplanker med tykt og bemalet lærred udenpå.

I sommerhalvåret bruges primært naturlig belysning. I vinterhalvåret anvendes spots monteret i skinner i de fleste sale. Hele Museumsbygningen er velholdt men patineret.

Museumsbygningen er sikret ved G4S og i øvrigt under stadigt politiopsyn på grund af naboskab med ambassader fra USA, Rusland, England, Spanien m.fl.

I rosetrummet er installeret en Solsikkekakkelovn fra Christiansfeld. Ovnen, der er ca. 210 år gammel, er opsat af Hans Dines Schmidt, der er 9. generation i firmaet Christiansfelder Kakkelovne. Oprindeligt er ovnen antageligt nedtaget i Brødremenighedens Hus i Christiansfeld. I Museumsbygningen findes supplerende materiale om de smukke kakkelovne fra Christiansfeld og vi formidler gerne kontakten til Christiansfelder Kakkelovne.

 

Grundplan: